Reptilhuset er en drengedrøm, der har ligget i baghovedet i mange år. Drømmen om at starte et zoologisk anlæg med formidling og fremvisning af hovedsageligt krybdyr. Denne drøm er nu ved at forme sig til virkelighed, siden der netop er blevet investeret i egnede bygninger, der for fremtiden skal danne rammerne for disse anlæg.
Reptilhuset har købt en gård i Vildbjerg. Gården er bygget til almindeligt dyrehold og trænger til en renovering for at kunne opfylde kravene til indretning af et zoologisk anlæg. Det er denne renovering, vi gerne vil søge delvis støtte til at kunne gennemføre.
Visionen er at starte et zoologisk anlæg, der er åbent for offentligheden. Samtidig skal Reptilhuset rumme en skoletjeneste, samt på sigt også konference faciliteter.
Reptilhuset er startet af Niels Grøn. Niels har i årevisdrømt om at starte et reptilhus, hvor han kan formidle deres viden omkring krybdyr til et bredt publikum.
Vildbjerg har en perfekt beliggenhed i forhold til motorveje og indfaldsveje i forhold til at kunne tiltrække et større publikum. Vi er af den overbevisning, at Reptilhuset vil være et stort aktiv for hele lokalområdet, idet det vil tiltrække besøgende fra ikke kun Danmark, men på sigt også udlandet. Der ligger ikke andre lignende attraktioner i området, og derfor vil Reptilhuset være et unikt tilbud i området. Det vil være til gavn for hele lokalområdet, at der kommer større turisme, siden det vil kunne øge indtjeningen for andre forretningsdrivende i området.
Vi anser derfor Reptilhuset for en gevinst for hele lokalområdet, der vil kunne bidrage med generel vækst i kraft af, at det udfylder et geografisk hul i attraktioner af denne art.